AI er ikke problemet...

Der er noget galt med debatten om AI i journalistikken lige nu, og det er ikke, fordi kritikken er grundløs, for det er den ikke, men fordi den rammer skævt. 

Når en kulturminister vil fratage AI-medier hver en støttekrone, og når sager om opdigtede citater og plankede historier fylder fagpressen, så mener jeg ikke, at det er teknologien, der er problemet, men derimod den måde, vi bruger den på.

Tag nu den seneste sag fra Berlingske, hvor en journalist blev hjemsendt, fordi et AI-værktøj havde opdigtet både citater, passager og hele personer i en artikel om fremtidens drikkevand, og hvor de eksperter, der blev citeret, enten ikke kunne findes eller aldrig havde talt med avisen. Berlingskes egen chefredaktør sagde det meget præcist, da han slog fast, at AI ikke må skrive deres artikler, og at et menneske skal bearbejde alt det, værktøjet leverer, men begge regler brudt her.

For mig er det derfor ikke en fortælling om, at AI i sig selv er farligt, men snarere en fortælling om en redaktion, der ikke havde styr på sin egen AI-strategi. Og det er netop dér, jeg gerne vil sætte ind, for jeg er grundlæggende uenig i, at AI som sådan skulle være journalistikkens fjende. 

Den slappe kopimaskine, der sakser andres historier og lader maskinen skrive løs uden et menneske ved roret, fortjener klart al den kritik, den får. Men det er en karikatur af, hvad teknologien egentlig kan, for brugt med omtanke giver AI os nogle muligheder i de redaktionelle miljøer, som vi aldrig har haft før. Det ved jeg, fordi jeg selv bygger dem.

Ved siden af mit arbejde driver jeg hobbyprojektet IssueAI, hvor jeg bygger rigtige værktøjer til rigtige redaktionelle problemer. Og når jeg kigger mit eget arbejde fra de seneste måneder igennem, kan jeg se, at det rammer tre områder af det, der ret præcist viser, hvad jeg mener, AI bør bruges til.

Det første handler om at organisere informationer og gennemskue komplekst materiale. Tænk bare på de store sommerbegivenheder som Folkemødet på Bornholm, Roskilde Festival og Smukfest i Skanderborg, hvor tusindvis af navne på optrædende, debattører og kendisser strømmer gennem programmer, deltagerlister og presseomtale, og hvor man som redaktion skal kunne gennemskue, hvem der reelt er værd at jage.

Derfor har jeg til hver event bygget en mini-app, som gør det muligt for dem, som dækker eventet, at finde informationerne. Der er jo ingen, der sidder og laver det i hånden, når et helt festivalprogram skal afsøges inden deadline. Og selvom det er AI, der gør hele det arbejde muligt, er det stadig mig, der bestemmer hver eneste regel for, hvordan dataene skal behandles, og hvad man kan gøre i appen.

Det andet handler om at planlægge og eksekvere redaktionelt, for et af de problemer, jeg kender allerbedst fra min hverdag som digital chef, er presset for at have overblik over alt fra dagslister fra Ritzau og mails, der skal prioriteres, til egne events og de historier, der spottes i løbet af dagen og skal fastholdes.

Derfor er jeg ved at bygge et redaktionelt nervecenter med ét inputvindue, hvor jeg fra både mobil og desktop kan dumpe rå tekst, der så automatisk bliver sorteret og placeret det rigtige sted i systemet. Pointen er, at det ikke er AI, der træffer de redaktionelle beslutninger, men AI, der skaber overblikket, så jeg kan træffe dem.

Det tredje handler om at forstå og nå digitale brugere, og her har jeg bygget en webanalyse-app, der henter vores GA4-data ind i det redaktionelle nervecenter, som hver morgen serverer redaktionen en færdig analyse. Det betyder, at vi slipper for det manuelle CSV-træk, jeg sad med før og sjældent havde tid til at lave. Dertil har jeg lavet dybdegående trafikanalyser af vores store satsninger, fx dækningen af Marius-sagen, for at forstå, hvad der virkelig fastholder læserne og hvorfor. Her handler det for mig ikke om at gætte sig til, hvad der bliver et klik, men om faktisk at vide, hvad der virker.

Det fælles træk i alle tre spor er det samme, som chefredaktøren på Berlingske efterlyste, nemlig et menneske ved roret. For mens AI organiserer, sorterer og analyserer, er det mig, der vurderer, beslutter og står på mål. Den arbejdsdeling er for mig hele forskellen mellem den sag, der sendte en journalist hjem, og det arbejde, jeg laver hver uge sammen med min redaktion af dygtige kolleger.

Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at AI i journalistikken ikke længere er noget, vi kan vælge til eller fra, men er blevet en nødvendighed. Dem, der blankt afviser teknologien, eller omvendt bruger den uden den omtanke, jeg efterlyser her, kommer til at sakke bagud i forhold til både deres egne muligheder og deres egen værdi i et moderne redaktionelt miljø. Og ikke fordi maskinen overtager, men fordi de af os, der lærer at bruge den klogt, kommer til at kunne mere, hurtigere og med bedre overblik, end vi kunne før.

Kritikken bør derfor ikke handle om, hvorvidt vi skal bruge AI, men om hvordan. Og det er en debat, jeg meget hellere vil tage.